Kender du det? Man kan have masser af venner og være omgivet af mange mennesker og så alligevel føle sig ensom... Sådan har jeg faktisk haft det hele mit liv.. En dyb følelse af ensomhed. Som jeg begynder at finde ud af, bunder i at jeg har gået og båret på ting i mørket.. f.eks. bulimien og dette at jeg ikke er stærk. Så jeg tænkte altid bevidst som ubevidst, at hvis folk
virkelig kendte mig, så ville de ikke elske mig, men forkaste mig... Hvilket jo så betyder at jeg har troet at kærligheden var betinget- altså afhængig af hvad jeg
gjorde.
Den kærlighed vi oplever i verden, er netop ofte afhængig af hvad vi
gør og hvordan vi opføre os og hvordan vi ser ud. Så det er ikke så underligt at man kan have det sådan. For når jeg har samtalet med folk, har jeg bare fundet ud af at jeg er langt fra den eneste der oplever at gå rundt med denne ensomhedsfølelse. Og hvor kan det egentlig virke absurd at vi går rundt her imellem hinanden og er ensomme! Måske du undre dig over hvorfor du har denne følelse, fordi efter omstændighederne er det ikke logisk. Så vil jeg gerne sige til dig, at jeg tror du går med områder i dit liv som du bærer på helt alene. Og du har brug for at Kærligheden kommer ind på disse områder og viser dig at du er elsket uanset, på trods af og ikke på grund af!
Hvor finder man så den Kærlighed? Jeg tror på at mennesker bliver sat på vores vej, mennesker vi kan opleve også giver os visse mængder af kærlighed osv. Men mennesker er bare mennesker (vi kender jo os selv) og
ved at mennesker kan skuffe, fejle og misforstå. Hvis du ser efter svaret hos mennesker- så er jeg ked af at sige det, men så vil du aldrig blive helt
mæt. Den eneste sande Kærlighed, som
aldrig svigter, som er uforanderlig og som ikke gives på grund af gerninger, men som gives af nåde (altså ufortjent). Den findes hos vores Far i himlen som elsker os som sine børn! Hvis du begynder at tage imod Hans kærlighed - helt ned i de dybe områder af dig- så vil du se at det kommer til at forvandle dig!!! For så er du ikke længere afhængig af hvad andre mennesker mener og tænker om dig, men så ved du, at du ved, at du er ELSKET! Og at Han
har båret de ting for dig som du har gået og båret rundt på selv! Der står elsket over dig- og ikke forkastet!
Hvis ikke du kan være dig selv, når du er sammen med andre, så er det jo klart at du kan opleve en følelse af ensomhed. For så er ´du´ (den virkelige dig) jo aldrig sammen med nogen...!
Oplever du sådan helt rent fysisk at være ensom, så er det en anden slags ensomhed, som umiddelbart er lidt lettere at håndtere. Medmindre du altså er ensom, pga. frygt. Men uanset hvad årsagen er, så er der ihvertfald ALTID en vej!! Livet har ingen blindgyder
.
Jeg vil opfordre dig til at sætte dig selv i situationer hvor du i det mindste har mulighed for at møde andre mennesker. Har du en hobby eller noget du nyder at lave, find nogen at dele disse interreser med. Måske at du siger du ikke har nogle interresser- så find nogle! Begynd at mærk dig selv- hvad er du god til, udfordre dig selv
! Alle mennesker har gaver og talenter, -som hos nogle måske bare først skal graves op.
Lad i hvertfald være med at mure dig inde! Hvis du virkelig er ked af at være ensom, så gør du også noget ved det! (I stedet for måske at sidde og have ondt af dig selv...). Tænk måske også om
du kan være med til at glæde et andet menneske...! Der er masser af behov, og alle mennesker har noget at give!
Men når du ellers har gjort hvad
du kan, så bed Gud om at lede mennesker på din vej, som du bare vil klikke med
. Og husk så- helt alene er du aldrig- Gud er med dig, og Han elsker at være sammen med dig!