Min rejse mod frihed, genoprettelse og lægedom startede for alvor for 2 år siden. Inden da havde Gud også gjort en del i mit liv, men her gjorde Han mig opmærksom på ting som jeg stadig var bundet af, og at Han havde en langt større frihed til mig!
Jeg så et billede for mig, hvor jeg stod på en bred, foran mig var et stormende hav, med kæmpe bølger og uvejr- ude i det fjerne kunne jeg skimte land. Jeg oplevede at Gud ville at jeg skulle over til den anden bred, - hvor der ville være en frihed jeg slet ikke kendte til, et ´land´som var langt bedre end hvor jeg befandt mig dengang.

Jeg oplevede at Gud spurgte om jeg var villig? Jeg svarede "Ja" og Han forvissede mig om at Han ville være med mig i båden på hele rejsen- jeg ville aldrig være alene, Han var med mig!

Sådan startede min ´rejse´, så jeg var godt forberedt på at stormene og uvejret ville komme. Men at det blev så voldsomt og så hårdt, det havde jeg nok ikke ventet...
Men stod jeg der igen og skulle svare om jeg var villig, ville svaret stadig være "ja"- for frugten er LANGT større end prisen! For hvis vi tillader det kan smerte og svære ting komme til at gøre os endnu stærkere og bringe os ind i et endnu tættere forhold til Gud.

Jeg har kæmpet rigtig meget med forkastelse, selvhad, og selvdestruktive tanker og handlinger. Men det sjove er, at inden jeg begyndte ´rejsen´havde jeg det forholdsvis ok og følte sådan set, at jeg var i rimelig kontrol med tingene, selvom jeg godt vidste, et eller andet sted, at der lå noget dybere. Så da jeg først ´gik i båden´og satte af mod den anden bred, da blussede alt dette indeni mig endnu mere frem og alle disse negative tanker og mønstre fyldte endnu mere end nogensinde før.
Men det er jo netop at når vi ikke bare tillader at ´leve med´tingene, men at vi tager kampen op, at ja så bliver der en reel kamp.
F.eks. hvis man har lænker på, så gnaver de måske ikke så meget hvis du sidder helt stille, men begynder du at røre på dig for at rykke dig fri, kan det godt være at det gnaver og kommer til at bløde..

Pga. forkastelse har det været utrolig svært for mig at have virkelig tillid til mennesker, derfor har mennesker også haft svært ved at hjælpe mig- fordi jeg hele tiden var så bange for at de ville svigte og forkaste mig! Derfor var det livsnødvendigt for mig at opleve Guds kærlighed til mig!! At uanset hvad så ville Han aldrig forkaste mig!!!
På et tidspunkt hvor jeg var ved at få tillid til nogle mennesker, oplevede jeg et svigt fra dem som var ved at slå mig helt ud!!! Jeg mistede for første gang i mit liv, faktisk troen på Gud! - Det tror jeg faktisk gælder mange af os, at hvis vi oplever ekstreme svigt så kobler vi det sammen med at Gud svigter os... det har jeg bare fundet ud af ikke er sandt! For Gud er trofast!

Efter dette svigt fra disse mennesker, stod jeg på et tidspunkt med fingeren i halsen (har kæmpet med bulimi) og da jeg stod der- oplvede jeg pludselig Guds kærlighed!! Midt i hvor jeg følte mig allermest fordømt (der er så meget skamfølelse og fordømmelse forbundet med bulimi). Da jeg  oplevede Guds kærlighed, der hvor jeg intet gjorde for at søge Ham, ja der hvor jeg faktisk havde forkastet Ham! Det gav mig en revolutionerende ændring af hvordan Gud ser på mig, At uanset hvad, så vil Han ikke forkaste mig!
Det afhænger overhovedet ikke af hvad jeg gør/ikke gør!! Så på det tidspunkt satte det mig fuldstændigt fri af bulimien, og jeg tror jeg gik i 14 dage og var helt oppe at køre over Guds nåde! Det er jo helt vildt!!! Når vi forstår Guds nåde, forstår vi, at vi virkelig er frie og at der med Jesus ikke længere lyder: "du må ikke" og "du skal" men der lyder "Jeg elsker dig, Jeg har købt dig FRI!".

Der gik nogen tid hvor jeg bare virkelig oplevede Guds nærvær stærkt og hvor Han bare udøste sin kærlighed til mig. Men Han ønskede at gå endnu dybere. Og som  Han begyndte at gå dybere, søgte jeg igen tilflugt i bulimien. Og det har så været en proces for mig at lære at søge tilflugt hos Ham istedet. Og ja det har gjort ondt at skulle give slip, men for hvert forsigtigt skridt jeg har taget har jeg oplevet at Han bærer!
Hvad der også er sket under processen er at jeg er begyndt at føle og mærke mig selv og livet som aldrig før. Jeg oplever faktisk at jeg har været helt død indeni- men Gud er kommet og har pustet liv ind i mig igen.

På et tidspunkt på min rejse, ude midt på havet hvor det stormede, oplevede jeg, at Jesus sagde til mig, at jeg kunne tale til stormen og så ville den ligge sig. Vi har fået en helt utrolig autoritet når vi har Jesus med i båden!
En anden ting er også, at vi må rejse os! Vi kan ikke vente på at der kommer en eller anden og ser hvor forfærdeligt vi har det, nej vi må tage ansvar for vores egen liv! Uanset hvor meget andre ønsker det for os, så vil det altid være vores valg!
"Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet" (Es.60:1) - Det er muligt at rejse os- fordi Jesus har besejret mørkets magt!

Med tiden som jeg er blevet grundfæstet i min tillid til Gud, er jeg også begyndt at kunne have tillid til mennesker, fordi nu ved jeg, at selvom de vil svigte (for det vil de før eller senere- jeg kender jo mig selv og ved vi kun er mennesker) så vil jeg ikke falde, for mit liv ligger ikke i menneskers hænder men i Guds. Og Han er og forbliver trofast! Han siger jo også netop til os, at vi ikke skal søge tilflugt i mennesker, præstationer eller noget andet (heller ikke engang vores gode gerninger!), men alene i Ham - alt andet er for uholdbart.

Jeg har før haft den indstilling, at Gud og mig alene så klare jeg mig fint. Ingen mennesker helt tæt på, men den indstilling er jeg ved at indse er forkert. Så nu arbejder jeg med at tillade at lukke mennesker ind. Specielt én familie har været fantastiske og til stor hjælp, bare ved at være. At være der uanset hvor mærkelig jeg har været, så har de bare fortsat med at elske mig og at være der for mig. Så Gud har helt klart brugt dem (og andre) i min proces! Han ønsker at vi også skal have relation og fællessakb med andre mennesker.

Jeg oplever nu, at jeg er kommet til den ´anden bred´. Nu skal jeg bare til at nyde at leve i det nye land. Og hvis jeg falder så er det ikke det væsentlige, det væsentlige er, at jeg rejser mig igen! Og måske der kommer et tidspunkt hvor Gud siger at nu er det tid til at krydse havet igen, for at opleve endnu et nyt land...

Min opmuntring til dig derude er, at lade være med bare at være tilfreds, lad være med bare at lade stå til, lad være med at bære på ting som Jesus allerede har båret for dig. Spørg Gud om der er ting i dit liv som forhindre dig i, at leve i frihed. Og lad så være med at løbe væk når Han kaster lys på nogle ting som gør ondt at se i øjnene...

Nogle ting har jeg oplevet Gud har taget med et nu, andre ting har været en proces. Lad være med at begrænse Gud, og samtidig ønsker jeg også at sige til dig, at Gud er langt mere tålmodig med os end mennesker er (også end vi ofte er med os selv!). Så længe du går fremad, så lad være med at fordømme dig selv- det gør Gud heller ikke - Han glæder sig bare over de små skridt du tager!