Min bagrund
   Når jeg her udtaler mig omkring spiseforstyrrelse, taler jeg udfra min egen erfaring med mange år med bulimi. Samtidig har jeg mødt mange der har kæmpet på området, både med anorexi, overspisning og bulimi. 
Så når jeg udtaler mig, er det altså ikke på baggrund af en uddannelse eller videnskabelig bevisninger. Og samtidig ved jeg at vi mennesker er forskellige, så måske du har oplevet det på en anden måde, og hvis du vil er du velkommen til at dele dine erfaringer her på siden.

Det handler ikke om mad
   De fleste piger jeg har mødt, ser jeg, på et eller andet tidspunkt, på en eller anden måde, har oplevet sig styret af maden og udseendet. Dette kan være svært helt at undgå, i en verden hvor vi ser "perfekte" kvindekroppe overalt. Så her må man bevidst tage et opgør med denne verdens fremstilling af kvinden, hvis ikke man vil lade sig diktere af den. Hvorfor nævner jeg dette her? For at fortælle, at der er milevidt forskel på, om det handler om slankekure, udseende osv. eller om man er syg med en spiseforstyrrelse!! (Dog kan en for ekstrem fokus på kroppen og udseendet ende i en spiseforstyrrelse.. Også at der er så store krav om udseendet, især for piger, ja det kan bare være endnu et krav som man måske ikke føler man kan leve op til...)

   Folk som ikke selv har haft en spiseforstyrrelse, oplever jeg, tror at det handler om mad og udseende. Men en spiseforstyrrelse handler om alt andet end mad! Som spiseforstyret giver man maden overmeget fokus, for på en eller anden måde at få fokus væk fra det egentlige problem. (Så ja som spiseforstyrret føler du jo også at det drejer sig om mad og udseende). Problemet og smerten som synes så uoverskuelig, at spiseforstyrrelsen synes som den sidste og eneste udvej. Her oplever man en form for kontrol (hvilket jo er en stor løgn, da man ender med at blive bundet!). Spiseforstyrrelsen bliver som ens ´bedste ven´og ens ´værste fjende´på en gang. 
 En spiseforstyrrelse er altså ikke en eller anden nem løsning, men for den ramte føles det som den eneste udvej!!! En vej til overlevelse!

   Har du en spiseforstyrrelse er du syg. Og det er en forfærdelig sygdom!! Men istedet for at give sygdommens symptomer så meget opmærksomhed, så begynd istedet at sætte fokus på sygdommens årsag- kernen - dine følelser!! 
   
  

Pro-ana
   Grunden til at jeg startede med at lave denne side, kom af, at jeg selv da jeg var i det mørkeste mørke og følte jeg var ved at blive sindsyg, søgte rundt på nettet for at finde nogen som måske havde det lige som mig. Jeg havnede inde på pro-ana siden (en side hvor spiseforstyrede mødes). Til at starte med var det rart at finde ´ligesindede´, her følte jeg mig ikke mærkelig. Men jeg oplevede herefter at blive endnu mere bundet!! Fik flere og stærkere tvangstanker!! Så jeg vil stærkt fraråde disse sider!! Men jeg forstår godt at sådan en side er opstået og at den tiltrækker den spiseforstyrede, fordi at der findes så lidt forståelse for sygdommen. 
Men hvad jeg ønsker er her at skabe et forum, hvor det er ok, at fortælle hvordan man har det, uden at der kommer et underligt blik og en løftet pegefinger. Et sted hvor man istedet for at holde hinanden bundet, hjælper hinanden til at komme ud i frihed!!

Ofte vil folk gerne ´fikse´den spiseforstyrrede, -istedet for at gå igennem smerten med en. Til dig som måtte være pårørende: Du behøver ikke komme med alle mulige løsninger og svar, det bedste du kan gøre er bare, ´at være´ (og ja det kræver mod og at du selv har lært at håndtere smerte!). 

Bulimi er den form for spiseforstyrrelse som jeg bedst kan udtale mig om, da det har været mit fængsel i mange år. Det er faktisk lidt grænseoverskridende for mig at skrive om det her, for det er langt fra alle i min omgangskreds der overhovedet kender til min ´hemmelighed´. Udadtil har jeg nemlig altid prøvet at bevare den fine facade og prøvet at virke stærk. Men jeg ønsker ikke længere at leve med facade, så jeg smider nu for alvor masken - selvom det koster mig min stolthed:...jeg er ikke perfekt, jeg er ikke stærk...!

  Det kan være svært at se på en person at vedkommende lider af bulimi. For måske man taber 3 kilo, men man tager dem lige så hurtigt på igen. Så vægten bliver sjældent alamerende. Og folk med bulimi, formår ofte udadtil at opretholde en fin facade og sygdommen foregår i det skjulte. Derfor er der også en enorm ensomheds følelse knyttet til sygdommen!

   Selvom jeg var 16-17 år første gang jeg stak en finger i halsen og kastede op, ja så er det først her for 2 1/2 år siden at det for alvor gik op for mig, at jeg havde et problem, at jeg var syg, og at den sygdom hed bulimi!! - Første skridt mod frihed er erkendelse af at man er syg, at man ikke er i kontrol men faktisk bundet!

Fra første gang jeg begyndte at kaste op, har det for mig været meget forskelligt hvor meget bulimien har fyldt. Men når tingene blev for sværre brugte jeg bulimien som tilflugtsted. Så der kan godt have været længere perioder hvor jeg ikke oplevede det. Og så har der været perioder hvor det har fyldt ALT!!!! Specielt da jeg begyndte min proces mod frihed, oplevede jeg hvor afhængig og styret jeg faktisk var af bulimien!! Jeg har været så død indeni, og slet ikke i kontakt med mine følelser, hvilket jeg som sagt tror kendetegner de fleste med spiseforstyrrelse (og mange andre dysfunktionelle mønstre).

   Når man siger Bulimi, siger man også skamfølelse!!! Der er så meget skam forbundet med sygdommen!! Fordi man oplever at man ikke er stærk! At man ikke formår at bevare den fine facade! Og det at det er noget der sker i det skjulte er bare skamfuldt i sig selv. Og så føler man sig også bare klam!! For det er virkelig enorme mængder mad der ryger indenbords på ingen tid!! For mig var det overhovedet ikke noget jeg nød, det skulle bare ind- en eller anden måde at give slip for den kontrol jeg prøvede at sammenholde.

   Bulimi indebærer også ofte perioder med anorexi lignende perioder. Det gjorde det også for mig. Efter et stort ædegilde og opkast, kunne jeg lave regler for mig selv. Noget med ikke at måtte spise i en uge. Eller kun at måtte spise en vis slags grøntsager. Eller at hvis jeg spiste noget så skulle jeg ud at gå en time eller noget andet. Når min mave sagde den var sulten, kunne jeg stå og skælde den ud, for at få den til at tie stille!! Jeg kunne stå ved spejlet og skælde mig selv ud og slå mig selv!
Jeg kunne heller ikke være så social, for at være social indebærer ofte mad. Og nogle gange hvis jeg havde haft mit æde-flip osv. så kunne jeg føle mig så tyk, grim og ulækker at jeg bare ikke turde vise mig for nogen- hvilket gjorde at jeg aflyste mange ting! Det hele var en stor ond cirkel!!Jeg ved ikke om du enten kan genkende dette? Eller at du som udeforstående kan få et glimt af, at det er et helvede at være i?!!!
Faktisk er det lidt underligt når jeg nu selv læser hvad jeg lige har skrevet, for jeg har virkelig haft svært ved at indse at jeg havde et problem...og jeg kan jo virkelig høre det er sygt...
Jeg er så taknemmelig fordi jeg nu er ved at sige helt farvel til min følgesvend: bulimien. Men jeg er godt bevidst om at fristelsen og tanken nok vil poppe op et godt stykke tid endnu, og måske vil jeg også opleve at falde..men så rejser jeg mig igen!!


Til dig som er pørerende: Tal ikke om mad, vægt osv. Spørg istedet ind til personen bag spiseforstyrrelsen. Elsk og vær der for vedkommende!!

"Jeg spiser dine bønner og tryglende ord
 Jeg bider afstraffelseni mig
Jeg tygger på din retfærdiggørelse af dig selv
Jeg sluger længslen efter kærlighed
Jeg synker langsomt bitterheden
Til sidst nedsvælger jeg min hævntørst
Og du undre dig over at jeg nu igen har brækket mig?!"
                                                        E.K.

Overspisning er nok en af de mest oversete spiseforstyrrelser. Men jeg ved, at det er en mindst lige så smertefuld sygdom! Manglen på samtale og fokus på denne sygdom, tror jeg også gør det sværre for disse mennesker. Hvis de bare får smidt i hovedet at de skal tage sig sammen, istedet for at indse at det er en sygdom....

Jeg har godt nok været lidt imod bare at læse noget om emnerne og så skrive ud fra det, men har fundet noget jeg synes var rigtig godt og som jeg også synes passer godt med hvad jeg har hørt mennsker sige som har oplevet tvangspisning tæt inde på livet. Så her kommer lige en lille opsumering:
Når man først er inde i den onde cirkel, så er der efterhånden også rent fysisk en naturlig årsag til at man hele tiden er sulten.. - fordi mavesækken er blevet udvidet og derfor kan rumme mere mad. Men samtidig er årsagen der jo-  og man  prøver at sluge de "grimme" følelser som er på vej op, men som personen ikke tør lade komme ud. Følelser som er blevet pakket ned i den "usynlige" rygsæk (selvhad, angst, vrede...) og som så bliver forsøgt holdt nede ved at spise konstant.
For den der spiser konstant, bliver maden ikke bare et middel til at overleve fysisk, men også psykisk. At overleve psykisk kan forklares således:
For et lille barn dækker maden både et fysisk behov (sult) og et psykisk behov (omsorg). Når moderen ammer sit barn, får barnet ikke kun mad men også kærlighed og omsorg. For at kunne udvikle sig til et sundt, kærligt og omsorgsfuldt menneske, har man behov for selv at få kærlighed fra andre. Den, der er tvangsspiser, har i en periode i sit liv savnet kærlighed og omsorg og søger nu at få det på samme måde, som han/hun fik det som spæd, nemlig ved at spise. Maden kommer til at virke som et bedøvelsesmiddel på samme måde som medicin, narkotika eller alkohol gør det.

Det store fedtlag, der efterhånden opbygges bliver ubevidst en "skudsikker vest", som beskytter mod at mærke følelser af savn, ensomhed og tristhed. Fedme kan også ubevidst være en måde at undgå seksualitet og fysisk nærhed på. Man beskytter sin indre sårbarhed, og udadtil er man den glade, tykke klovn, som altid ser ud til at være i godt humør.

Mange går rundt med spiseforstyrrelser i større eller mindre grad, men lader sig ikke behandle for det. Mange acceptere at leve et begrænset liv, hvor de ikke kan udfolde sig hverken fysisk eller følelsesmæssigt.


Har du/ eller kæmper du på dette område er du meget velkommen til at skrive til mig og fortælle... så kan jeg evt. ligge det her ind på siden...

Som sagt tror jeg faktisk ikke en spiseforstyrrelse handler særlig meget om vægt og mad, selvom det samtidig kan se ud som om ,at det netop er det det drejer sig om.
Folk med anorexi, er måske lettere nogle gange at se på, at de er syge, men selvom vægten ikke er alarmerende hos en anorektiker er det jo lige så slemt. For det handler jo stadig om at være bundet af tvangstanker! Så man kan ikke altid afsløre dem alligevel.
Jeg har selv oplevet at have perioder med anorexi-lignende træk, men desideret anorexi har jeg aldrig haft. 
Sidder du derude og har eller har haft denne sygdom tæt inde på livet,må du meget gerne skrive og fortælle om dine oplevelser med det! Jeg ønsker nemlig ikke bare at slå op i nogle bøger og finde fakta- for der er nok af fakta at finde andre steder- hvad jeg ønsker med siden er at dele liv...! 

Siden under opbygning..!


Og vil lige give en opmuntring og en udfordring til dig der kæmper med en spiseforstyrrelse, prøv at smide vægten ud!! Ved at det kan virke umuligt, men så i det mindste, håber jeg at denne udfordring kan få dine øjne op for hvor meget tallet på vægten styrer dig- og det er altså IKKE den der afgør din værdi!!

Efter at jeg er blevet fri af min spiseforstyrrelse har jeg haft svært ved at finde ud af, hvad der er "normalt". Hvad er en normal portion og hvor meget usundt er normalt at spise osv. Ja at finde en sund balance kan være svært.
I starten måtte jeg kigge meget på klokken og sige at ja nu er det vidst tid til at skulle spise. Det har været vigtig for mig at holde den regelmæssige indtagelse af mad, fordi for en med bulimi har man været vant til at sulte sig selv for så at overæde... netop den sultfølelse kan frembringe nogle af de gamle følelser selvom man rent faktisk er fri.

Nogle gange har jeg også spist usundt selvom jeg egentlig ikke havde lyst, men for at vise mig selv, at det måtte jeg jo gerne og var fri til at gøre det. Det samme med motion, der har jeg også været i en tid hvor jeg ikke har lavet noget fordi jeg netop ville vise mig selv at det var helt ok.
Men nu er jeg så ved at finde ud af, at det jo er ok og godt at tage vare på sin krop og passe godt på den. Alting handler jo bare om balance og om motivet bag. Vores legeme er jo en del af os som menneske og altså skal vi tage lige så meget vare på den del.
Ligeså vel som vi skal elske vores sjæl skal vi også elske vores legeme og det er ok at pleje kroppen og gøre noget ud af den. Det skaber også en bedre velvære når man gør noget ud af sig selv. Og når man spiser sundt og varieret får kroppen også lagt mere energi.

En god rettesnor for om det er  ved at kamme over i det ekstreme er, hvis du begynder at skælde dig selv ud hvis ikke du får motioneret eller spist helt i den sunde ende.. Hvis du begynder at lave regler for dig selv og aldrig tillader dig selv at spise en kage..