Alle odds var imod Emma, som både var misbrugt og vokset op i et alkoholiseret hjem. Som 13-årig blev hun anbragt i et socialt botilbud og følte sig som affald, som ingen ville hjælpe. Men så krydsede Gud hendes vej, og Han havde ikke givet op.

- Jeg var 13 og havde kun været en uge på sociale botilbud for piger før jeg hadede det. I løbet af den første tid løb jeg væk så tit, at de isolerede mig i et sommerhus. Men ingenting kunne trænge igennem til mig. Jeg var overbevist om, at de hadede mig og ikke ville gøre noget som helst for at hjælpe mig. Det var mig mod hele verden.
Emma Malene Rasmussen er i gang med at fortælle sin livshistorie. Da hun flyttede hjemmefra som 13 årig, endte hun på et socialt botilbud, hvor hun skulle bo til hun var 18, sammen med op til 6 andre piger mellem 12 og 18 og en masse personale. Her endte hun med at føle sig som i et fængsel. Hun husker: - Nogle gange følte jeg, at jeg bare var affald, som ingen ville hjælpe. Derfor havde de smidt mig ind på det her værelse, hvor jeg bare kunne rådne op. De eneste, som jeg åbnede mig lidt overfor på den tid var de andre piger på institutionen – vi forstod hinanden.
Når man møder Emma i dag, kan det være svært at forstå, at den sprællevende lyshårede pige, har brugt nogle af sine bedste år på en institution for dem, som har det værst.
Hun virker så rationel, når hun taler om det, som om det kun er et fjernt minde, selvom det ikke er mere end fem år siden, at den snart 18-årige pige flyttede på institution. Men naturligvis var botilbuddet ikke kernen i problemerne i Emma´s liv. På mange måder var det blot kulminationen på elendigheden. Hendes opvækst har absolut ikke hørt til blandt de lette.

Mænd, sprut og elendighed
Hun blev født i Sønderborg, men flyttede som et-årig med sin mor til Nordjylland, hvor hun havde fundet en ny mand. Han var dog ikke af de bedste og slog både Emma og behandlede hendes mor dårligt. I tre-fire års alderen blev Emma misbrugt af en ven i familien. Da det gik op for hendes mor, at hendes mand var både homofil og røg for meget hash, flyttede mor og datter tilbage til Sønderjylland. Her kom der dog snart en ny mand på banen. Samtidig blev Emmas mor både mere alkoholiseret og afhængig af piller og blev flere gange indlagt på psykiatrisk afdeling.
- Jeg kan huske at jeg som bare syv-årig begyndte at kigge i telefonbogen efter et børnehjem, fordi det ikke var rart derhjemme. Det var også på den tid, at jeg første gang truede min mor med at begå selvmord, fortæller Emma.
Det hele fortsatte dog bare i samme spor op gennem Emmas barndom. Flere mænd, mere sprut og en masse elendighed. Hun var ikke særlig gammel, før hun måtte ud at finde sin mor på værtshusene, tørre bræk op efter hende og selv sørge for maden. Det gav en masse skænderier derhjemme, når Emma blev beskyldt for at være skyld i det hele under branderterne, og når hun ingen respekt havde for sin mor, men tværtimod havde en masse had og vrede i sig.
I ren frustration smadrede hun ofte sit værelse og hendes mor vidste ikke hvad hun skulle gøre med hende. Derfor blev kommunen tilknyttet og prøvede at hjælpe med en ”hjemmehos ´er”, men Emma turde ikke åbne sig for nogen. Hun kom også i aflastning hos en plejefamilie. Men de var sådan en fin familie, at Emma ikke turde vise andet end facader, når hun var der for ikke at ødelægge alting.
- Da jeg blev 12 år besluttede min mor sig for, at nu skulle vi have en ny start og flyttede til Glyngøre, som ligger i Salling. Men snart var alt ved det gamle. Den nye mand i hendes liv var også alkoholiker. På det tidspunkt begyndte jeg at skære i mig selv og jeg holdt op med at spise, og snart lignede jeg bare en zombie, som gik rundt, fortæller Emma.

Hjemmefra som 13-årig
Det eneste gode, som der skete for hende på den tid, var at hun fik en sundhedsplejerske, som hun skulle snakke med i skolen, og det blev en af de første mennesker, som Emma havde tillid til. Her kunne hun fortælle, hvordan hun havde det og føle sig forstået. Og sundhedsplejersken gav håb – hun troede på at Emma kunne få det godt igen. Hun gav også Emma en Bibel og skriftsteder at læse, for hun var nemlig selv kristen, og åbnede på den måde Emmas øjne for troen på Gud.
- Da jeg var 13 fik jeg endelig overbevist en sagsbehandler om, at jeg ikke kunne bo hjemme, og så kom jeg på en observationsafdeling. Det er sådan et sted, hvor de undersøger, hvad der er galt med en, og om man kan komme i plejefamilie eller er for behandlingskrævende. Desværre troede min mor, at det var sundhedsplejersken, som havde taget mig fra hende, så derfor måtte jeg ikke have kontakt med hende længere. Så faldt hele min verden sammen og jeg nægtede at samarbejde om noget som helst. Derfor blev jeg også erklæret uegnet til plejefamilie og endte på botilbuddet i stedet, forklarer hun.

Gud satte sig ved siden af Emma
Hun havde Bibelen med sig og læste af og til lidt i den. På et tidspunkt begyndte hun at søge efter at komme i kloster, fordi hun så gerne ville flygte fra bostedet. Det gjorde, at hun fandt sig en personlig kristen rådgiver inde på Jesusnet.dk. Hun fandt også nummeret på et kristent rehabiliteringshjem og tænkte at det måske kunne være noget for hende.
- Jeg var så meget imod alt og alle, - der står et sted i Bibelen, at verden hader jer, fordi I følger mig, og det var virkelig mit vers. På et tidspunkt læste jeg rigtig meget i Bibelen, og en dag, da jeg havde læst over fem timer, oplevede jeg bare, hvordan der kom en og sad ved siden af mig og det bare begyndte at brænde indvendigt i mig. Lige pludselig fik jeg en glæde indeni, som jeg ikke havde haft i årevis. For mig var glæde og kærlighed det værste, der fandtes, men pludselig var jeg glad, og jeg var sikker på, at det var Gud. Men jeg vidste jo ikke noget om noget, så jeg sagde bare til Gud: Okay, Gud, du findes, og jeg vil ikke have nogen andre end dig, husker hun med et smil.
Men tiden gik, og oplevelsen kølede lidt af for Emma. Men så så hun  at en kristen chat åbnede, og den dag loggede hun på og tog imod Jesus. Hun bad sammen med en ”admin”, og blev helt varm i kroppen igen. Kort tid efter ringede hun til lederen for det rehabiliteringshjem hun havde gået og tænkt på, og da hun havde snakket med hende var hun klar over hvad der skulle ske. Emma fortæller:
- Jeg var solgt på stedet. Jeg havde aldrig følt mig så forstået før og besluttede mig bare for, at det var der, jeg ville have hjælp.
Da botilbuddet fandt ud af, at hun ville til et kristent rehabiliteringshjem, gav det et ramaskrig. De sagde alt muligt med sekt, men Emma var ligeglad, hun havde taget en beslutning og hun var stædig. Hun måtte ikke gå på chatten, og ikke have kontakt med lederen fra rehabiliteringshjemmet, men hun gjorde begge ting, så meget hun kunne alligevel.

Endelig på det rette sted
Der skulle dog gå lang tid, før hun fik sin drøm opfyldt. Men i mellemtiden fik hun mulighed for at komme i en frikirke, hvor der også var mennesker, som tog sig af hende. Det gjorde det hele mere tåleligt, og det var også en stor hjælp for hende at mærke, at hun ikke var alene, at Gud trøstede hende, når hun var helt fra den. Han fjernede også noget af hendes værste frygt, som hun havde fået fra gyserfilm. 
  Emma er ret snu, så hun regnede ud, at det ville gå nemmere med at komme på det kristne rehabilitering, hvis hun først flyttede hjem til sin mor. Det lykkedes hende at få det igennem, og det gik som forventet ikke særligt godt med at bo hjemme. Og til sidst fik hun overtalt sin mor til at sende hende på det kristne rehabiliteringshjem.
Her gik hun igennem tre døgns bøn og faste, hvor hun fik forbøn og udfrielse, og bagefter gik hun ind i en lang proces af heling.
- Jeg har været i her i halvandet år nu. Efter bøn og faste faldt den første mur, jeg havde om mit hjerte, men jeg var stadig hård indvendigt. Lederparret gav ikke op, selvom det ikke altid gik nemt, de blev ved med at holde ud. Og Gud var med og helede mit hjerte, fortæller Emma og fortsætter:
- Jeg hadede min mor engang, men nu har jeg tilgivet hende og elsker hende. Også selvom vores forhold stadig er kompliceret.

Vil gerne ændre loven
I det hele taget er der sket rigtig meget i Emmas liv det seneste stykke tid. Det er lykkedes hende at tage en 9. klasses eksamen på trods af, hvad alle troede og sagde hun kunne. Hun har arbejde i Føtex og går på HHX, og selvom nogle dage stadig kan være svære, så lever Emma i dag.
- Jeg er ikke bange mere, jeg skærer ikke i mig selv mere, jeg tænker ikke mere på selvmord, fortæller hun og slutter:
- Men jeg ved også at jeg ikke bare har fået hjælp, så jeg kan læne mig tilbage og være ligeglad med andre. Gud vil, at jeg skal hjælpe andre, som har gået igennem det samme. Selvom det kan blive hårdt, så er det det jeg vil.
Hun kan dog ikke dy sig for at tilføje:
- Og så skal unge ødelagte piger ikke sendes hen på sådan et bosted, hvor der ingen kærlighed er. Jeg vil gerne være med til at ændre loven, så det ikke kan lade sig gøre længere. Efter at have hørt hendes historie og set hendes livsglæde sprudle, er det på en eller anden måde svært at tro, at det ikke skulle lykkes for hende.

At synge har været en af Emma´s redskaber når tingene har været svære, oftets er det hendes egne sange hun synger. Her er en af hendes sange:
"I am not a mistake"
http://www.youtube.com/watch?v=Eq5c1EK4_a0